tirsdag den 28. oktober 2014

DIY på 8-tals lædertaske

 


Da jeg fremviste den blå/turkise 8-tals lædertaske, fik jeg en del forespørgsler om, hvordan jeg havde lavet den og om jeg ikke nok ville lave en DIY. Jeg har ikke selv kunne finde nogle udførlige vejledninger til denne taske hverken på youtube eller andre steder på nettet, så jeg har derfor måtte lure mig lidt frem på de tasker, som sælges i butikkerne og på den måde luret mig frem til, hvordan den skulle laves. Det skal lige siges, at det er et større arbejde i sig selv at få klippet og lavet hullerne til alle lapperne/8-tallerne, men når du først har lavet alt forarbejdet, så går det faktisk ganske let.
 
Som sagt så var der mange af jer der spurgte efter en vejledning, så her kommer den.
 
Du skal bruge:
  • Forskellige læderrester, jeg har købt mit ved læderiet i Risskov som har et hav af lækre farver.
  • Hammer
  • God saks som kan klippe i læder
  • Hukkepibe, min er på 18 mm. men det afhænger af hvor stor du har lavet din 8-tals skabelon.
  • Skabelon, du er velkommen til at bruge min hvor jeg har skrevet målene på. Du kan selv tegne den af eller printe den ud.
  • Hukkeklods til at hukke på.
  • Nitter
  • Stof til inderfoer
  • Lynlås
  • Lædernål
  • Stærk sytråd
  • Hultang

Start med at tegne din 8-tals skabelon. Jeg har valgt at lave min ca. 10 cm i længden og ca. 4 cm bred ved det breddeste stykke på 8-tallet.
 
Herefter er det bare at gå i krig med at få tegnet og klippet op på dit læder, Jeg har ca brugt 230 stykker, men det afhænger selvfølgelig af, hvor stor du vil lave din taske, min måler ca 32 x 34 cm. 
 
 

Når du har fået klippet alle stykkerne skal du igang med at lave huller i 8-tallerne. Dette gør jeg med en hukkepibe. Hvis du ikke har en hukkepibe, kan du som  alternativ selv klippe dem ud, hvilket i sig selv er et større arbejde, derfor anbefaler jeg, at du anskaffer dig en hukkepibe.
 
Nu skal du igang med at flette selve tasken. Start med at flette kanten af tasken. Du kan sagtens sætte flere led i, jo længere hen du kommer med at flette tasken. Det er dog vigtigt, at du sætter to ekstra led i begge sider, da de skal bruges, når du til sidst skal flette tasken sammen.

Når du har lavet kanten, skal du begynde at flette taskens sider. Start med at sætte et led i nr 3 fra kantens top og herfra i hveranden, som du også kan se på billedet. For at gøre det lettere at holde styr på de "åbne" led, har jeg valgt at fastgøre dem med klemmer. Det letter nemlig arbejdet betydeligt.
Lammelerne = dem som er imellem hver lukket 8-tal, skal altid være et ulige antal rækker ellers vil det i sidste ende give problemer, når du skal samle tasken.
 
Sådan fortsætter du, til du har den ønskede længde på tasken. Til denne taske har jeg 8 lameller nedad, hvilket ca. giver en længde på 34 cm.

Her kan du se taskens ene side.
 
Når du har flettet din ønskede længde og bredde på tasken, skal du nu til at flette siderne sammen. Dette gør du således ved at sætte et ekstra 8-tal i den midterste række på tasken og herefter skal du folde tasken sammen, så du på den måde får en for- og bagside. Se billedet ovenover.
 
Herefter tager du bunden fra venstre og sætter et nyt led i. På dette billede er det nye led den sorte som sidder imellem det brune og guld led. Efterfølgende tager du sidestykkerne som sidder i bunden og fletter ind imellem det guld led, som efterfølgende bliver fastgjort sammen med det næste led som er den mørkebrune, se næste billede.
 
Sådan fortsætter du hele vejen rundt langs bunden og siden. Du skal dog huske, at der skal være et mellemrum imellem hver samling, men jeg tror, at det giver sig selv, når du sidder med det i hænderne.
 
Når du til sidst er nået toppen, samler du blot siderne sammen, her i det kobberfarvede led og fortsætter efterfølgende ud til selve skulderhanken på tasken.
 
Når du har nået din ønskede længde på hanken, min er ca. 21 8-taller, skal du nu fastgøre hanken i den modsatte side. Dette gøres ved, at markere to huller til nitterne, som du efterfølgende laver hul med med din hultang. Herefter hamre du nitterne fast med en hammer. 

Så skulle det gerne se således ud.
 
 
 
Når du har lavet selve skelettet til tasken, skal du igang med at sy foer i. Dette har jeg gjort ved først at måle taskens længde og bredde + 1 cm til sømrum og klippe 4 stykker stof i ønskede farver, 2 yder- og 2 inderstof. Hvis du vil have lommer i indvendig, skal du selvfølgelig også klippe til dem.
Herefter har jeg bare syet en almindelig taske/clutch med lynlås i toppen. Hvis ikke du ved, hvorledes en taske/clutch, så kan jeg varmt anbefale Christinas DIY, som du finder lige her
 






Når du har syet selve foret til tasken skal du blot sy den fast til kanten. Jeg har valgt, at at ri den fast med små kastesting. Husk at anvende en lædernål samt stærk sytråd, da det næsten er umuligt at bruge en almindelig synål, når du skal sy igennem læderet.

Håber meget at I kan bruge min DIY.
Har du spørgsmål til vejledningen, så er du meget velkommen til at skrive en kommentar nedenunder.

Hvis du bruger min DIY, vil jeg selvfølgelig sætte pris på, at du linker til min blog.

På forhånd tak.















4 kommentarer:

  1. Den er virkelig flot! Jeg får nok aldrig kastet mig ud i sådan et projekt, men respekt for at du gør det.

    SvarSlet
  2. Flot taske, og sikke da et stort arbejde

    SvarSlet
  3. Hejsa Helena

    Super smuk taske og flotte farver i skindvalg .
    Jeg er i gang med en , men synes samlingerne hvor der er 6 lag , bliver meget tykt .. Lige et spørgsmål - er dine skindstykker specielt tynde ?

    Venligst Pernille

    SvarSlet
  4. Hej Pernille.
    Tusind tak for dine søde ord. Du har ret i, at samlingerne hvor der er 6 lag godt kan blive lidt kraftige i forhold til de andre lag, men der hvor jeg har anvendt 6 lag har jeg primært taget tyndere stykker læder ellers er de andre 8 taller forholdsvis kraftige, da det holder bedre.

    SvarSlet

Jeg bliver altid super glad, når du gider at ligge en kommentar på mine indlæg.